Hermed sidste del i vores føljeton om postoperativ smertebehandling.

I denne korte episode holder vi fokus på vores kroniske smertepatienter med akutte smerter.

Disse patienter er komplekse og en stor udfordring og underbehandles ofte. Hvordan går vi til disse patienter både forud for anæstesi og selvfølgelig under anæstesi og hvad med de postoperative akutte smerter.

Hvordan omregner vi fra det ene opioid til det andet? Og hvor meget skal de egentligt have som p.n dosis?

I denne episode fortæller Ole Mathiesen om de grundlæggende principper, der er værd at huske på hos denne patientgruppe.

Siden ca 4000 f.kr har mennesket forsøgt at finde metoder til at dulme vores smertefulde oplevelser.

Alt fra valmuefrøenes bitre opiumdråber, til brugen af bumleurt, pilebark og kokablade er blevet anvendt i et forsøg på at forhindre, at patienter løb skrigende væk fra (tand-)lægens instrumenter.

Tandlægerne har især bidraget til begyndelsen af anæstesiens historie i et forsøg på at gøre tandudtrækning mindre smertefuld og tandlægen Horace Wells, kom endda rigtigt langt med brugen af lattergas. Efter at have lært at fremstille gassen og bruge den i sin praksis, forsøgte han sig i 1945 med en demonstration af anæstesi til tandudtrækning på Harvard. Forsøget mislykkedes og Wells blev gjort til grin og hans metode betegnet som humbug.

Men ca. 1 år senere oprandt “Ether Day”.

Den 16. Oktober 1846 i Boston, Massachusetts, på den gamle del af Harvard Medical School i et auditorium, der bare året tidligere havde været vidne til Wells fiasko, var rækkerne nu igen fyldt. 

Tandlægen (og lægestudenten) William Morton gav her verdens første offentlige og succesfulde inhalationsanæstesi med æter til kirurgisk fjernelse af knude på halsen. Dekanen på Harvard Medical School og kirurg John Collins Warren udbrød de berømte ord ” Gentlemen, this is no humbug” og siden midten af 1800 tallet har inhalationsanæstesi været en del af den anæstesiologiske værktøjskasse.

Mange forskellige inhalationsanæstetika har haft deres indtog på operationsgangene rundt omkring og næsten lige så mange har forladt den igen. Alle sammen fordi, de var for flygtige og dermed brændbare og besværlige at styre for anæstetisten. Tilbage står vi med fire inhalationsanæstetika som rutinemæssigt anvendes i klinikken; lattergas, isofluran, desfluran og sevofluran, hvor sevofluran klart er den vi anvender hyppigst på operationsgangene i Danmark.

Lyt med i denne episode hvor Sandra og Tobias, sammen med episodens gæsteekspert, Claus Bretlau, behandler emnet inhalationsanæstesi og gør dig klogere på indikationer, tips og trick til at bedøve med gas og begreberne fordelingskoefficient og MAC.

I episoden kommer vi også ind på malign hyperthermi (MH), som disponerede patienter er i risiko for at udvikle under anæstesi, hvor der gives inhalationsanæstesi eller suxamethon.